Du behøver ikke at “like” mine indlæg, eller statusser – Jeg ved at du følger mig.

Jeg kunne virkelig ikke dy mig, med den her ekstreme provokerende overskrift. Men jeg syntes egentligt, at det passer perfekt til dette indlæg. Jeg sad på min computer, og tjekkede mine emails igennem. Pludselig ser jeg en email om, at min “enemy/stalker no one”, har en fast rute forbi – ikke kun min fanside på facebook, men sørme også her på min blog.. Waaauw tænkte jeg. 12167854_10207812469728576_1653867996_nEgentlig tror jeg ikke selv, at hun er klar over, at jeg ved hun følger med, men jeg tager det virkelig som en kompliment. Så kære du, jeg ved du læser dette, så tusinde tak! – Tak fordi du øger besøgstallet, fordi du gør dit, for at reklamere lidt ekstra for mig, og min færden på de sociale medier. Jeg er dog ikke den eneste der møder denne form for “hater-stalking”. En af mine bekendte (fra samme branche), har for nyligt selv fortalt mig, om en meget ubehagelig episode. Jeg har tit tænkt på, hvad der mon går igennem hovedet på det menneske, som udsætter et andet, tit og ofte fremmede menneske, for ekstreme negative kommentarer, sender hadebeskeder, fortæller løgnehistorier eller sågar udsætter personen for frygt. Hvad kan bringe et menneske ud til det punkt, hvor man selv kan synes det er i orden? Jeg er forarget – ligeså snart man forlader sin bopæl er man allemandseje, og tanken ved dette giver mig myrekryb. Jeg gik ikke ind til dette, for at blive truet med forsidehistorier på Se&hør, svinet til på realityportalen, eller hængt ud på youtube. Jeg gjorde dette for at komme videre i mit liv, og for at gøre opmærksom på at “bryde tavsheden”. Jeg ved også godt, at alt det her høre med, men jeg føler mig på ingen måde anderledes, end dig som sidder og læser dette opslag.download (1) Hvorfor skal jeg så bare sætte mig ned og acceptere det? Min bekendte fortalte, at en mand havde opsøgt hende. Det startede med en venneanmodning på facebook, som senere blev til brevveksling, og en invitation til en date. Denne invitation blev afvist, og det gjorde ham vred. Han havde på mystisk vis, fundet frem til kvindes hemmelige telefonnummer, og begynde her at skrive ubehagelige smser, og sende billeder af sine kønsdele, med væmmelige tekster på. Kvinden blokerede manden på telefonen, og det har tydeligvis provokeret ham så meget, at han ikke kunne komme i kontakt, så han valgte at møde op på hendes bopæl. Dette har påvirket hende så ekstremt meget på det psykiske plan, at hun i øjeblikket ikke kan fungere optimalt i dagligdagen. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvor hårdt hun har det, men hvor må det være så ufattelig krænkende, og ubeskrivelig grænseoverskridende. Dette er blot én historie, ud af rigtig mange. Derfor gør det mig vred, når jeg får kommentarerne “Hvad havde du regnet med” – “du vidste vel hvad du gik ind til” Det giver mig eftertænksomhed, og en overvejelse om, hvorvidt rampelyset egentligt er dét værd i længden.WIN_20150701_123424//Jannie <3

FOLLOW ME ON "BLOGLOVING"

Bitre kællinger, og en usikkerhed om fremtiden!

Jannie_webHvordan kan det egentligt være, at vi kvinder kan nå et stemningspunkt, som er så langt væk, fra de personligheder vi normalt har, og fra den virkelighed vi  normalt lever i?
I dag tog jeg mig selv i, at nå ned på et grusom niveau, hvor jeg på ingen måde kunne kende mig selv. Hvad fanden sker der for, at vi kvinder, kan nå højder af raseriudbrud, og næsten sparke 3. verdenskrig igang? Jalousi, kærlighed, vrede, skilsmisse, dine, mine og vores børn – Bland alt dette, og du får en bombe-cocktail, som destruere meget mere, end hvis Barsebäckværket røg i luften.12067948_524875057662134_62469444_n Jeg ville virkelig ønske, (af hele mit hjerte) at vi kvinder for fanden kunne finde ud af, at kommunikere med hinanden i stedet for, at stikke det grimme ansigt frem, og små-bitche i krogene om hinanden, eller det der er værre. Er du sunshine hvor kan bitre kvinder, som har ondt i sulet, være røvhamrende modbydelige overfor hinanden! Nok om det – puha!
Nu tager sagen lige en anden drejning, for hold nu kæft hvor har jeg oplevet meget, siden sidst jeg skrev et indlæg. Jeg har her det seneste gået og spekuleret på, om de fremtidsdrømme jeg havde, og den kurs jeg nu engang har sat, egentligt er den rigtige for mig. Jeg er mega i tvivl, om jeg egentligt ikke hellere vil noget andet? Jeg drømmer stadig om min 3 vær. lejlighed, at komme hjem igen, til mit København. Men hvad så med de mennesker, som jeg vil efterlade her? Hvad med Victor, og hans lille liv her? – Mon det ville blive, en for stor mundfuld for min dyrebare skat? Og hvad med min nye kæreste?12140627_525665514249755_1364975947476804718_n Jeg har meget svært ved at tro på, at han vil tage med mig til København, men hvad nu hvis jeg ikke gør det? Lever jeg så efter en andens drøm, og ikke mine egne? En milliard spørgsmål kan hobe sig op i min modne hjerne, og lige god er jeg til at besvarer dem. Hvorfor findes der ikke en “livs-guide”, hvor man kunne slå spørgsmålene op, også bare videre i teksten? Jeg hader at være usikker på, om de valg jeg træffer, mon er de forkerte. Samtidig kan man jo aldrig blive klogere hvis man ikke får lov, til at jokke i spinaten, og “fucke” det lidt op for sig selv engang i mellem. “Kære gud. Hvis du kan høre mig deroppe, så er det nu jeg har brug for hjælp!” Verden er modbydelig stor med sine 12.756,270 km i diameter, og mulighederne er mange.

Anyway – Nu er det efterårsferie, og jeg har uge fri fra studierne, og slipper hermed også for en helt særlig person, som her for tiden skaber en dødkedelig karma på min skole. Årh det er herligheder! Jeg har glædet mig helt vildt til, at bruge denne uge i selskab med en masse dejlige mennesker, og min skønne søn.

Kan i have den dejligste efterårsferie !

Kærlig Hilsen fra Jannie <3

FOLLOW ME ON "BLOGLOVING"